Gå til hovedindhold

Nyt landstrømsanlæg giver grøn strøm til krydstogtskibe i Aarhus Havn

Tirsdag den 20. juni blev det nye landstrømsanlæg i Aarhus Havn Indviet, da krydstogtskibet AIDAmar lagde til i havnen. Det betyder, at Aarhus som de første i Danmark nu tilbyder grøn strøm til de mange krydstogtskibe, der lægger vejen forbi.

  • Læs op

Indhold

    Krydstogtskibe, som ankommer til  Aarhus Havn, kan fremover slukke for deres dieselgeneratorer, som holder skibene i gang, når de ligger i havn, og i stedet modtage strøm fra det nye landstrømsanlæg.

    Det betyder, at der i fremtiden er udsigt til mindre luftforurening over Aarhus, da det nye anlæg mindsker udstødningen fra de mange krydstogtskibe. Nu kan krydstogtskibene nemlig få leveret strøm, som kommer direkte fra vindmøller.

    Anlægget kommer derfor til at spille en betydelig rolle i den grønne omstilling af byen, idet det mindsker CO2-udledningen og samtidig reducerer udledningen af NOx- og partikelemissioner fra de mange krydstogtskibe.

    Endnu et skridt på vejen

    Tilbage i 2020 blev der investeret i et lignende men mindre landstrømsanlæg i Aarhus Havn, som leverer strøm til Molslinjens hurtigfærger. Nu er turen så kommet til de noget større krydstogtskibe, og dermed rykker Aarhus Havn sig endnu tættere på målet om at blive en bæredygtig havn. Desuden bidrager det nye landstrømsanlæg til byens overordnede klimamål om, at Aarhus skal være en CO2-neutral by i 2030.

    Landstrømsanlægget er finansieret med støtte fra EU og fra Aarhus Kommune, som bidrager med 8 mio. kr. fra Klimafonden.

    Det forventes, at 65 krydstogtskibe vil lægge til i Aarhus Havn i løbet af i år, og af dem vil omkring halvdelen kunne modtage landstrøm.

    Sidst opdateret: 18. september 2023