Gå til hovedindhold

Gellerup er i særlig høj kurs blandt byens iværksættere

Det er ikke uden grund, at Gellerup hitter på den aarhusianske iværksætterscene. I Brabrand ved Gellerupparken holder hele tre kontorfælleskaber til i området omkring Karen Blixen Boulevard, og det tætte, men alsidige fællesskab skaber de helt rigtige rammer for, at både grønne og garvede iværksættere kan vækste og udvikle deres virksomhed.

  • Læs op

Indhold


    ”Jeg synes, det er helt fantastisk, at vi har sådan en iværksætter-boulevard i Aarhus. Jeg tror ikke, at der andre steder findes en gade, hvor så mange fællesskaber for iværksættere er samlet,” siger udviklingskonsulent Hanne Marklund, VisionPilot.

    Hanne Marklund arbejder til dagligt i kontorfælleskabet Kollektivbyen, som er et at de tre kontorfælleskaber i Brabrand. Her har mange små virksomheder deres daglige gang såvel som i de to andre kontorfællesskaber Square One og Den Gode By. Fællesskaber, hvor iværksættere får rig mulighed for at udvikle deres virksomheder samtidig med, at de udveksler viden og idéer med hinanden.

    Det vækstende iværksættermiljø fortæller samtidig en historie om, at Gellerup i disse år gennemgår en positiv udvikling til et mere attraktivt område, noget som Aarhus Kommune i samarbejde med Brabrand Boligforening har arbejdet for i en årrække.

     

    Erhvervsfælleskab bidrager til Gellerup

    I Kollektivbyen, som er det største af de tre fællesskaber, har knap 60 forskellige små virksomheder hjemme.

    Hanne Marklund har arbejdet i Gellerup siden 2018, og ifølge hende har der aldrig været tvivl om, at virksomheden skulle have sin daglige gang i netop Gellerup:

    ’’Jeg har altid syntes, at det har været et spændende og mangfoldigt miljø, og så kan jeg godt lide den iværksætterånd, som er herude. Vi er også gode til at hjælpe hinanden indbyrdes med arbejdsopgaver, når folk står og har brug for det, og der er samtidig en masse socialt samvær.”

    Og så er Kollektivbyen, ifølge Hanne Marklund, et meningsfuldt erhvervsfælleskab for virksomhederne, der holder til her. Den fælles drøm er at give endnu flere iværksættere og erhvervsdrivende mulighed for at skabe et bæredygtigt erhvervsliv i Gellerup og understøtte områdes udvikling:

    ”Vi er ambitiøse på vores egne- men også Gellerups vegne. Kollektivbyen er her ikke for at forandre eller “redde” nogle, vi ønsker at vise potentialet i Gellerup, og det gør vi ved at bidrage til et velfungerende erhvervsliv,” siger Hanne Marklund og forsætter:

    ’’Vi har flere unge, der kommer forbi for at høre, om vi vil hjælpe dem med at finde et job eller hjælpe dem med deres ansøgninger. Det er også en af de ting, der har været medvirkende til, at vi har valgt at være et sted, hvor vi føler, at vi kan gøre en forskel’’ fortæller hun.

     

    Et dynamisk miljø for ildsjæle

    Hos iværksætterfælleskabet Square One på Karen Blixens Boulevard er der særligt fokus på kreative og hands-on iværksættere, som arbejder med alt fra træ og tekstil til grafisk design og elektronik.

    På de 700 kvm, som Square One råder over, finder man blandt andet et stort træ- og metalværksted, hvor iværksættere, som brænder for håndværket, har mulighed for at teste og udvikle deres produkter.

    Inden for det sidste halve år er iværksætterhuset blevet helt fyldt op af både lokale og aarhusianske, nystartede virksomheder. Jan Houborg Andersen, som er iværksætterkonsulent i Square One, er godt tilfreds med tendensen og ser yderligere potentiale for Gellerups udvikling:

    ”Lige nu arbejder vi på nye muligheder for at imødekomme den øgede efterspørgsel fra de mange lokale henvendelser. Næste skud på stammen bliver opstart af Street Food på hjørnet af Karen Blixens Boulevard og Lottes Vej. Square One har indgået samarbejde med entreprenør-virksomheden A. Enggaard A/S om det nye marked, som åbner til april og vil huse 7-8 stande drevet primært af lokale beboere, som har en drøm om egen madvirksomhed,” fortæller Jan Andersen.

     

    "Vi hjælper hinanden videre”

    Kun et par hundrede meter fra Square One ligger kontorfællesskabet Den Gode By i stueetagen i Aarhus Kommunes kontorhus Blixens. Den Gode By er en integreret del af Blixens i et tværgående miljø. På de cirka 900kvm, har cirka 35 virksomheder til huse, både enkeltmandsvirksomheder, helt nye tech-startups og virksomheder med mange år på bagen i et dynamisk miljø.

    Den Gode By har en bred sammensætning af virksomheder men er kendetegnet ved at huse virksomheder, der nyder godt af de gode kontorforhold og de mange fælles faciliteter. Der er desuden lyd-, billede- og podcaststudie tilknyttet og gode mødefaciliteter.

    ”Den gode By fungerer ud fra ”Pay-It-Forward” princippet, hvor der altid er villighed til at lade forskellige kompetencer blive sat i spil, og vi hjælper hinanden videre, uanset om det er strategi, kapital eller lavpraktiske spørgsmål, der presser sig på,” fortæller Søren Mayland, som er daglig leder.

    Den Gode By er en åben platform, og man er velkommen til at komme forbi og se, hvad der arbejdes med.

     

    Iværksætterkollektiverne forenes i nyt initiativ

    Som et nyt initiativ er de tre kontorfællesskaber gået sammen i en paraplyforening med navnet IværksætterCluster Gellerup.

    Det er VisionPilot, som står bag initiativet, og idéen med foreningen er at styrke det interne samarbejde mellem virksomhederne, som har hjemme i de tre kontorfællesskaber. Derudover er formålet, at Gellerup som iværksættermiljø skal styrkes yderligere, så der skabes de bedst mulige rammer for iværksættere i området. Det skal ifølge IværksætterCluster Gellerup ske gennem projekter, events og initiativer, som arrangeres i fællesskab med virksomhederne i Gellerup.

    Og udover at der er gang i iværksætteriet i Gellerup (iværksætterboulevarden), så viser denne positive tendens sig også tydeligt i beskæftigelsen i Gellerup og Toveshøj. For 10 år siden var 43% af de 18-64-årige i Gellerup-Toveshøj på arbejdsmarked, og i dag er tallet steget til 57%, og hvis man medtager de private boliger i området, er tallet 62%.

     

    Sidst opdateret: 18. september 2023