Gå til hovedindhold

Nyt samarbejde skal give grønt digitalt løft til virksomheder

Med støtte fra EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, kan midtjyske virksomheder se frem til at få hjælp til at bruge øget digitalisering til blandt andet at udvikle deres forretning og understøtte den grønne omstilling.

  • Læs op

Indhold

    Skralderobot fra Capra Robotics.

    Den 20. april lyder startskuddet til TechCircle, som er en større satsning, der skal styrke samarbejdet om digital og teknologisk innovation i krydsfeltet mellem kommuner, virksomheder og forskningsinstitutioner. Sammen med Erhvervshus Midtjylland og Aarhus Universitet står Aarhus Kommune – med det nyetablerede Aarhus City Lab i spidsen - bag et nyt projekt, der skal løfte den digitale barre i regionens erhvervsliv. 

    ”Digitalisering og teknologisk innovation rummer stadig et stort uudnyttet potentiale for os som samfund. Selvom Danmark allerede er et stærkt digitaliseret samfund, er der stadig gevinster at høste. Derfor skal vi skabe et aktivt testmiljø i Aarhus, hvor vi sammen med virksomheder kan afprøve og demonstrere nye digitale løsninger. På den måde kan vi både understøtte jobskabelse og erhvervsudvikling, mens vi også udvikler løsninger til nogle af de vilde problemer, vi står med - eksempelvis den grønne omstilling af samfundet,” siger Martin Østergaard Christensen, der er stadsdirektør i Aarhus Kommune og formand for digitaliseringsstyregruppen i Aarhus Kommune. 

    TechCircle er blot et projekt i et stort europæisk netværk af innovationshubs, som alle har hver deres fokus, men gerne skal skabe fælles viden og udvikling, der kommer hele Europa til gode. Et af TechCircles fokusområder er cirkulær økonomi. Her er målet, at projektet kan hjælpe med at understøttenye digitale forretningsmodeller, der kan øge brugen og værdien af cirkulær økonomi i forskellige brancher – til gavn for klima og virksomhederne. 

     

    Tilbud til virksomheder og offentlige organisationer 

    TechCircle retter sig primært mod små og mellemstore virksomheder og offentlige organisationer. Man behøver ikke arbejde specifikt med IT-systemer – man kan også være producent af teknologi eller have et ønske om at udvikle sin forretning ved hjælp af nye teknologisk og digitale løsninger. 

    ”Derfor vil der være en række tilbud til virksomheder og offentlige organisationer – lige fra de længere innovationsforløb for hele virksomheden til individuel opkvalificering af enkelte medarbejder. Det er et helt centralt tilbud i TechCircle – at virksomheder skal kunne blive bedre til det, de har brug for. Derfor vil vi til en vis grad også kunne tilrettelægge forløb ud fra den efterspørgsel, vi ser,” fortæller Jesper Askov, der er projektleder på Aarhus Universitet. 

     

    Aarhus skal både være grøn og digital 

    Aarhus har de senere år markeret sig på det digitale landkort blandt andet med Internet Week Denmark og hele initiativet omkring Smart City. Og byen har et ønske om at understøtte endnu flere samarbejder mellem private og offentlige aktører, og derigennem stille Aarhus til rådighed som test- og udviklingsby. Ifølge direktør for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, som rummer afdelingen for Innovation, Teknologi og Kreativitet (ITK), Charlotte Storm Gregersen, træder man med ambitionerne om et CO2-neutralt Aarhus ind i en ny fase af det digitale Aarhus. 

    Digitalisering og teknologi har i mange år afhjulpet problemer eller forbedret processer og løsninger i vores by og kommune. Det nye er – blandt andet gennem arbejdet i GovTech Midtjylland og Aarhus City Lab - at vi skal sikre, at digitaliseringen og de teknologiske landvindinger vi laver, understøtter den grønne omstilling og kan skaleres til andre kommuner. Her har vi et kæmpe potentiale, som jeg er sikker på, at TechCircle kan være med til at forløse,” siger hun. 

     

    Fakta: 

    Læs mere om TechCircle på www.techcircle.dk 

    Projektet løber i første omgang i tre år med mulighed for forlængelse.  

    Udover Erhvervshus Midtjylland, Aarhus Universitet og Aarhus Kommune, er følgende partnere involveret i projektet: Alexandra Instituttet A/S, GovTech Midtjylland, Clean, Digital Lead, Food & Biocluster Denmark, Force Technology, Foreningen MADE og We Build Denmark. 

    Projektet støttes af EU’s Digital Programme og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

    Sidst opdateret: 18. september 2023