Gå til hovedindhold

Fire entreprenør-teams kan byde på at bygge nyt atletikstadion og Sportens Hus

Det rekreative område Kongelunden i Aarhus skal have en moderne og sammenhængende idrætsby med moderne og åbne faciliteter. Fire teams er nu prækvalificeret til at afgive tilbud på opførelsen af et nyt atletikstadion og faciliteter til bl.a. elite- og talentsport.

  • Læs op

Indhold

    Blækket er knapt tørt på den samlede udviklingsplan for Kongelunden, som Aarhus Byråd i sidste uge godkendte, før et meget konkret tegn på den kommende udvikling viser sig:

    Fire entreprenør-teams er netop blevet prækvalificeret til at give tilbud på opførelsen af et nyt atletikstadion og et nyt Sportens Hus, der bliver en større udvidelse af den eksisterende arena, i Kongelunden.

    De fire teams er:

    • C.C. Contractor A/S med teknisk og faglig støtte fra Cubo Arkitekter A/S, DETBLÅ ApS og AFRY ApS
    • Kaj Ove Madsen A/S (Aarhus) med teknisk og faglig støtte fra ELKIÆR+EBBESKOV Arkitekter ApS, BIG – Bjarke Ingels Group, INGENIØR’NE og Jens Wessberg Rådgivende Ingeniørfirma ApS
    • Konsortiet bestående af Raundahl & Moesby A/S og M.J. Eriks-son A/S med teknisk og faglig støtte fra NIRAS A/S, AART architects West A/S
    • Per Aarsleff A/S med teknisk og faglig støtte fra C.F. Møller Architects, EKJ Rådgivende Ingeniører A/S, TRI-Consult A/S og Dan Jord A/S

    Kompleks opgave kræver de stærkeste kræfter
    ”Vi er rigtig godt tilfredse med de fire prækvalificerede teams. De nye anlæg er en meget vigtig del af den opdaterede idrætsby i Kongelunden. Det er også en kompleks opgave på et kompliceret sted, hvor der samtidig skal opføres et nyt fodboldstadion. Vi får brug for de allerstærkeste kræfter,” understreger Hardy Pedersen som projektdirektør for Kongelunden.

    Atletikstadion til internationale stævner
    Det nye atletikstadion, der skal certificeres til World Athletics klasse 2 niveau, placeres, hvor der i dag er kastegård for atletik og Aarhus Cyklebane. Her samles i fremtiden atletikkens discipliner i et nyt anlæg med tilhørende tribunefaciliteter.

    Aarhus’ nye atletikstadion bliver et åbent atletikanlæg, der inviterer til bevægelsesglæde og aktivitet med fokus på atletikkens DNA.

    Sportens Hus skaber synergi og miljø
    Det nye Sportens Hus sammenbygges med den eksisterende opvisningsfacilitet i arenaen og bliver et flerbrugerhus, hvor atleter og talenter kan træne under topprofessionelle forhold.

    Det fremtidige Sportens Hus indeholder blandt andet faciliteter for styrketræning, cardio, kampsport, idrætsklinik, atletlounge, en moderne sportshal, samt akademiboliger, som skal understøtte et komplet, dagligt træningsmiljø for eliteidrættens udøvere, og som også kan komme foreningslivet til gode.

    Sportens Hus bliver også rammen for flere af eliteorganisationernes administrative funktioner. Herudover etableres der et samlingspunkt for cykelsporten i tilknytning til de to nye anlæg.

    Totalentreprise med forhandling og targetsum
    Byggerierne udbydes i en totalentreprise med en targetsum på 170 mio. kr. Efter aflevering af indledende tilbud i februar 2024 følger en forhandlingsrunde, før det endelige tilbud skal afleveres. Det er forventningen, at der kan indgås kontrakt til juni 2024.

    Herefter kommer det til at gå stærkt. Det er nemlig forventningen, at udførelsesperioden begynder ultimo 2024, og begge anlæg skal stå færdige medio 2026 på samme tid som byens nye fodboldstadion, der er nærmeste nabo. Det er desuden forhåbningen, at selve banearealet til atletik kan stå færdigt i 2025.

    Brugerne er med
    De nye anlæg erstatter eksisterende faciliteter i Kongelunden, og der har været tilknyttet brugerrepræsentanter for disse til processen med at udarbejde såvel de overordnede visioner som de konkrete rumprogrammer mv. til udbudsmaterialet.

    Kontakt
    For yderligere oplysninger kontakt Line Willacy, arkitekt og projektleder for Kongelundens udviklingsplan, på wili@aarhus.dk, 2069 9644.

     

    Sidst opdateret: 28. november 2023