Stærk alliance samlet for at skabe vision for fremtidens handelsliv i Aarhus
Mange bymidter i Danmark oplever i disse år et stigende pres på handelslivet. Aarhus er ingen undtagelse, og selvom Aarhus sammenlignet med andre danske byer ikke er ramt af omfattende butiksdød, så er der behov for at se på, hvordan der sikres et stærkt handelsliv i fremtidens midtby. Denne uge blev der taget et vigtigt skridt i arbejdet med at skabe en fælles vision for fremtidens handelsliv.
50 repræsentanter fra erhvervslivet, detailhandlen, byudvikling, kulturliv, handlende og kommunen var samlet til en workshop på Aarhus Teater. Her blev det drøftet, hvordan midtbyen kan gøres endnu mere attraktiv for byens borgere og besøgende.
Baggrunden for initiativet er blandt andet den store omstilling, der sker i indenfor handel og detailsektoren. Butikker lukker, nye koncepter og forretningstyper kommer til. Forbrugernes adfærd ændrer sig – vi handler både online og fysisk, og vi efterspørger oplevelser i bylivet, der rækker ud over blot at shoppe. Dette stiller krav til rammerne for midtbyens funktioner og oplevelser og behovet for en samlet vision, der rækker ud et godt stykke ud i fremtiden, er større end nogensinde.
Fælles viden og dialog skal skabe retningen
Workshoppen på Aarhus Teater havde som formål at samle aktørernes forskellige synspunkter og begynde at udforme en fælles retning for midtbyens udvikling.
”Vi skal i fællesskab sikre, at Aarhus fortsætter med at være et godt sted at leve, arbejde og drive forretning,” udtaler Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard. Han understreger vigtigheden af en fælles vision for at sikre, at byens udvikling tilgodeser både det lokale erhvervsliv og de mange besøgende, der strømmer til Aarhus.
Workshoppen viste, at der både er en stor kærlighed til Aarhus og en stor vilje til samarbejde på tværs af forskellige områder og interesser.
Et handelsliv under forandring
Den stigende konkurrence fra online handel stiller nye krav til midtbyens handelsliv om tilpasse sig og tilbyde mere end blot fysiske varer på hylderne. Borgerne efterspørger i stigende grad kombinationen af shopping, gastronomi og kulturoplevelser – alt sammen i en by, der er tilgængelig og nem at færdes i.
Borgmesteren og de øvrige aktører er enige om, at Aarhus har et enormt potentiale, men at det kræver en fælles indsats at få forløst dette fuldt ud. Samarbejdet skal sikre, at Aarhus kan udvikle sig i en retning, hvor alle byens interessenter føler sig hørt, og hvor handelslivet kan trives på både kort og lang sigt.
I de kommende måneder vil dialogen om midtbyens udvikling fortsætte og arbejdet med den fælles vision med konkrete handlinger vil foregå indtil foråret 2025.